










|
|
|
At besøge Sydspanien og Costa del Sol er en helt speciel oplevelse.
Kombinationen af det dejlige klima, de gode strande, maden, den venlige
befolkning, baglandet og de mange muligheder for aktiv ferie, gør et
besøg på den spanske solkyst til noget helt specielt.
Rejseforberedelser
Forsikringer
Hvis man bare har sit gule sygesikringsbevis med sig, og rejsen ikke
varer mere end en måned, har man ret til gratis lægehjælp,
sygehusbehandling og evt. hjemtransport. Hvis man vil have en bedre
dækning, kan man vælge at lade rejsebureauerne tegne en rejseforsikring
eller tillægsforsikring.
Valuta
Spanien deltager i eurosamarbejdet, hvorfor deres valuta er den fælles
euro. Kreditkort kan bruges overalt, de mest brugte er Eurocard, Visa,
American Express og Diners Club. Det er dog også muligt at hæve på
Dankort i de fleste danske rejsebureauers servicekontorer.
Bagage og påklædning
Fra maj til oktober er vejret under normale forhold altid varmt om
dagen. Hvis man rejser inden for denne sæson, behøver man ikke at tage
mange lange bukser eller jakker med, vejret holder sig nemlig stabilt
over de 25 grader, også om aftenen.
Klima
Det er meteorologisk bevist, at solen er fremme 325 gange om året på
Solkysten, hvilket også giver Solkysten status som det mest behagelige
klima i Europa. Den årlige gennemsnitstemperatur ligger på 22 grader,
hvor den om sommeren har et gennemsnit på 28 grader.
Det regner selvfølgelig også en gang imellem, og så er det kæmpemæssige
skyl der hamrer ned over alle turisterne. Det varer sjældent særlig
længe, og det kan faktisk være helt rart engang imellem at opleve lidt
andet, end solens varme og skarpe stråler.
Sommertid
Der er ingen tidsforskel mellem Danmark og Spanien, og sommertiden er
også den samme.
Drikkepenge
På barer og restauranter er betjeningen som regel regnet med ind i
prisen, men vil man alligevel give et ekstra bidrag, ligger det normalt
på omkring 5-10 % af regningen. Taxachauffører, frisører, stuepiger osv.
forventer at få en ekstra skilling efter endt arbejde.
Åbningstider
De fleste forretninger på Solkysten holder længe åbent for at få så
mange turister som muligt. Følgende åbningstider gælder som hovedregel:
Forretningerne har åbent i to perioder. Først fra 10-14, så fra 17-21.
Lørdag er der normalt åbent fra 9-14. De store supermarkeder holder dog
ikke siesta og holder tit åbent til 21-22.
Bankerne har åbent man.-fre . 8.30-14 og har også åbent om lørdagen
8.30-13, bortset fra sommermånederne.
Kontorerne holder åbent om vinteren fra 9-14 og 16.30-19 og om sommeren
fra 8.30-15.
Museerne har som regel åbent man.-fre. 10-14 og 17-19, sø. lukket.
Turistkontorerne holder oftest åbent man.-fre. 9.30-14
Byerne øst for Malaga
Almuñecar
Byen har 25.000 indbyggere og har en historie der går mere end 3000 år
tilbage. Byen har et arabisk udseende og er på grund af sit behagelige
subtropiske klima, blevet et af de foretrukne ferie steder på denne side
af Málaga. Det var fønikerne som grundlagde byen, som de kaldte Sexi,
men byen blev senere erobret af romerne og maurerne. Castillo de San
Miguel som ligger på en bakketop, blev opført af romerne for 2000 år
siden, men det er kun murerne og enkelte tårne der er tilbage.
Komplekset bliver i dag brugt som kirkegård.
Man kan ved byens flotte palmepromenade og strande besøge den lille oase
Parque Ornitólogico, hvor man kan opleve over 100 eksotiske og sjældne
tropefugle fra hele verden. Man kan også besøge Det Arkæologiske Museum
der udstiller lokale fund fra den fønikiske, romerske og mauriske
periode.
For børn og barnlige sjæle er der Aqua Tropical, et kæmpe badeland med
havvand og div. forlystelser. Når først billetten er betalt er resten
gratis, absolut en dagsudflugt værd.
Marked, i Almunecar er der hver fredag marked (900-1400), hvor der
sælges alt mellem himmel og jord. Det anbefales at tage bybussen eller
gå, da det godt kan knibe med parkeringspladser ved markedet, Markedet
er lige ved Mc Donald, Politistationen og ved de 3 store supermarkeder.
Torre del Mar
Byen som har 10.000 indbyggere er et populært feriested, for især
spanske turister. Byen ligger i et frugtbart område, hvor bønderne
dyrker blandt andet tomater og sukkerrør. Det var i Torre del Mar at
grækerne grundlagde kolonien Mainaka, der senere blev ødelagt af
kartagerne.
Vélez-Málaga
Vélez-Málaga har 55.000 indbyggere og ligger fire km inde i landet fra
Torre del Mar. Byen minder om en andalusisk oase og selvom der både er
fundet rester af fønikiske, græske og romerske bosættelser, blev byen
først grundlagt af maurerne. Byen måtte overgive sig i 1487 under den
kristne generobring, det var fem år før maurerne tabte det endelige slag
mod spanierne Der findes mange kirker i byen, men kirken Santa Maria la
Mayor fra 1500-tallet, er helt speciel. Den store kirke er blevet opført
på fundamentet af byens moské, og blev bygget i mudéjarstil lige efter
de kristnes generobring.
Motril
Byen ligger 18 km. øst for Almuñecar, har 48.000 indbyggere og er meget frodig, på grund af sit
subtropiske klima. Her gror der appelsiner, citroner, bananer,
avocadoer, granatæbler og sukkerrør. Motril er dog mest kendt for deres
nelliker, der vokser på marker uden for byen. Som seværdighed kan man
besøge kirken Nuestra Senora de la Cabeza fra 1400-tallet, som tidligere
var et maurisk kongeslot.
Las Alpujarras
Hvis man kører gennem det øde Alpujarras-landskab, opdager man pludselig
hvordan de små hvide landsbyer ligger som perler på en snor, det er en
storslående oplevelse og den burde helt sikkert opleves. Det var i dette
område i 1568 at en gruppe maurere prøvede et desperat oprør mod de
kristnes undertrykkelse. Maurerne blev senere i 1609 udvist af kong
Felipe 3.
Lanjarón
Byen har 4000 indbyggere, den ligger i et flot og vildt landskab. Byens
turister kommer hovedsageligt på grund af de helbredene kilder, som byen
har. Efter sigende kan kilderne helbrede nyre- og mavesygdomme.
Kildevandet kan i øvrigt købes overalt på Solkysten.
Orjiva
Hvis man fortsætter fra Orjiva til Caratunas, kan man opleve
udsigtspunktet Padre Eterno, som betyder Den Evige Far. Man siger, at
her stoppede Gud op for at beundre sit skaberværk. Hvis man kører fra
Orjiva tilbage til kysten, kan man opleve de små landsbyer, som
stadigvæk lever som de gjorde for århundreder tilbage.
Málagas historie og seværdigheder
Kun få af de mange millioner turister som hvert år tager til Spanien,
vælger at bo i Málaga. De fleste vælger at drage til de mindre
feriebyer, op langs kysten. En årsag kan blandt andet være, at ved
første indtryk virker Málaga kaotisk, grim og støjende.
Malaga, som er Picassos fødeby, har ca. 500.000 indbyggere hvilket gør
den til Costa del Sols største by. Den er en af Spaniens fattigste byer
med stor arbejdsløshed og kriminalitet. Selvom Málaga indeholder megen
larm, snavs og farlige bilister, er det et godt sted at besøge, hvis man
vil se en rigtig spansk by, i stedet for de velpolerede feriebyer. Mange
turister tager også på endags ture hertil, for at gå på indkøb i Málagas
mange butikker.
En person som i tidens løb er blevet meget fascineret af Málaga, er vor
egen H.C. Andersen, der kom hertil som 52-årig i 1862 og blev meget
forelsket i den spanske by, med alt hvad den indeholder.
Málagas historie går mere end 3000 år tilbage, da byen blev grundlagt af
fønikerne, som byggede en fæstning på det sted, hvor nu Alcazaba ligger.
Grækerne kom til senere, men det var først da romerne kom, at byen
begyndte at blomstre op.
Málaga blev desværre senere hærget og ødelagt, da Vandaler og vestgotere
kom til efter romerne. Det var først i 711, da maurerne kom til, at
Málaga atter kom på fode. Maurerne kaldte byen for paradis på jord og
gjorde Málaga til en driftig handelsby. Der blev blandt andet
eksporteret frugt og lertøj til andre middelhavslande.
I 1487 måtte Málaga overgive sig til kong Ferdinand og dronning Isabella
og deres hær på 60.000 mand. Under denne lange kristne tilbageerobring
måtte maurerne spise hunde og katte, og efter overgivelsen blev de dømt
til slaveri. På grund af tabet af de dygtige maurere, begyndte Málagas
økonomi at blive dårligere. Det var først i 1800-tallet at byen igen,
kunne begynde at se økonomiske forbedringer. Årsagen var, at Málagas
dessertvine kom på mode overalt i Europa, samtidig med at der kom mange
nye job i tekstilindustrien og på værfterne.
Siden 1960'erne har det været masseturismen, som har sørget for at Costa
del Sol, har en god og stabil økonomi.
Seværdigheder
Alcazaba
Borgen blev bygget for omkring 1000 år siden, på ruinerne af fønikiske
og romerske fæstningsanlæg og er siden blevet gennemrestaureret. Borgen
fungerede tidligere som palads, og er meget flot med mere end 100 tårne
og moskeer.
Det Romerske Teater (Teatro Romano)
Amfiteatret ligger få meter til venstre for indgangen til Alcazaba og er
det eneste synlige vidne om stormagten Roms herredømme i Málaga.
Castillo de Gibralfaro
Det ligger på toppen af Gibralfaro-klippen og rager op over byen, derfor
er der også en helt enestående udsigt over Málaga med tyrefægterarenaen,
havnen og La Malagueta-kvarteret med de mange populære restauranter.
Paseo del Parque
Det er Málagas berømte palme- og platanpromenade, der bugner af
eksotiske vækster - appelsiner, bananer, bambus, agaver, kaktus og anden
frodighed.
Tyrefægtningsarenaen (Plaza de Toros)
Arenaen er fra 1874 og hører til Spaniens største og ældste. Den kan
rumme 14.000 tilskuere, og der foregår regelmæssigt kampe. Under den
spanske borgerkrig var arenaen centrum for massehenrettelsen af Francos
modstandere.
Den engelske kirkegård
Den ligger på toppen oppe til venstre for den anglikanske kirke, St.
George's. Den blev anlagt i 1830 og er et af de ældste gravsteder, der
er udsmykket med muslingeskaller som tegn på udødelighed.
Mercado Atarazanas
Markedet ligger lidt vest for centrum og er opført i 1800-tallet i
støbejern og mudéjar-stil, dette giver en imponerende maurisk facade fra
1300-tallet.
Domkirken
Kirken er bygget i 1500-tallet og er opført hvor der tidligere lå en
moské. Først i 1722 blev vestfacaden med de tre høje indgangsportaler
lavet.
El Sagrario
Bygningen som ligger lige ved indgangen til domkirken, er fra
1400-tallet, og var oprindelig en moské.
Convento de Santa Ana
Klostret er fra 1878 og er en af de mere usædvanlige seværdigheder. Bag
murerne lever en halv snes cistercienser-nonner, som har forbud mod,
ikke alene at omgås andre mennesker, men også at se dem.
Museo de Bellas Artes
Blandt museets malerier er der blandt andet enkelte værker af Pablo
Picasso, samt en stribe tegninger som Picasso tegnede da han var dreng.
Foruden Picasso er der mange andre malerier fra spanske malere.
Santiago el Mayor
Den blev grundlagt i 1490 af den katolske konge og her blev Picasso
døbt. Her skal man bemærke det særprægede tårn i mujédarstil.
Casa Natal de Picasso
Huset hvor Picasso blev født 25. oktober 1881, er nu blevet indrettet
som et lille museum, med enkelte af hans værker.
Museo de Artes y Costumbres Populares
Museet er en tidligere kro fra 1600-tallet og er Málagas museum for
folkekunst.
Jardin Botánico-Histórico la Concepción
Fire km nord for Málaga mod Anteguera. Dette er en lille oase med
eksotiske planter hentet verden over gennem de seneste 150 år.
Fra alle Solkyst byerne går der regelmæssige busforbindelser, og
Torremolinos, Fuengirola og andre kystbyer vestover er forbundet med
Málaga via S-tog, der kører i begge retninger hver halve time. Man kan
også nemt tage en taxa, men det er klogt at aftale prisen i forvejen.
Hvis man vil på den helt store indkøbstur, er det en godt ide at tage
til Málagas førende indkøbsstrøg. Her findes mange store varehuse, og i
byens nordlige udkant ligger det største shoppingcenter på Costa del
Sol. Hver Søndag kl. 10-15 er der et loppemarked på Paseo de los
Martiricos.
Byerne i baglandet
Hvis man vil til Spanien, men måske ikke er så interesseret i solen og
strandene, men gerne vil se storslående natur, er det andalusiske
bagland stedet at tage hen. Netop i det andalusiske bagland findes nogle
af Spaniens absolutte top-seværdigheder. Rundt omkring kan man for
eksempel opleve de små landsbyer, hvor tiden synes at være gået
fuldstændig i stå. Charterselskaber og hoteller arrangerer masser af
ture og udflugter til baglandet, men man kan sagtens selv drage af sted,
enten i udlejningsbil, med bus eller tog.
Hvis man fra en af de store feriebyer vender næsen ind i landet, og
kører et godt stykke, kan man meget nemt komme til at opleve det gamle
Spanien. Man vil støde ind i forskellige små landsbyer, hvor turismen
ikke har sat sine spor.
Churriana ligger ved foden af Sierra de Mijas og er stedet hvor
forfatteren Ernest Hemingway i 1959 skrev "Der er ingen ende på Paris".
Byen står nu for hotel- og restaurationsskole, hvor man kan smage
elevernes lækre retter.
Et par kilometer længere møder man Parque El Retiro, hvor man kan opleve
hundredevis af eksotiske fugle, vandfald, historiske haveanlæg fra
middelalderen, springvand og sjældne blomster og træer i den botaniske
have. Stedet var i 1600-tallet et gammelt adelspalads.
Efterfølgende møder man byen Alhaurin de la Torre, som har en meget
frugtbar omegn og hvor man kan opleve at bønderne stadig bruger teknik,
som blev opfundet af maurerne for over 1000 år siden. I juni afholdes
der en af verden største flamenco-festivaler, La Torre del Cante.
Næste by er Alhaurin el Grande der med sine 25.000 indbyggere ikke er
nogen lille landsby. Man kan midt i byen opleve den store
Encarnación-kirke fra 1600-tallet med blåglaserede tagsten.
Otte kilometer længere nordpå finder man byen Coin med 23.000
indbyggere. Coin er en markedsby, og man kan hver morgen opleve
travlheden på byens grosistmarked, der forsyner Málaga og alle de andre
feriebyer med appelsiner og grønsager.
Senere passerer man Monda, som er en ganske typisk landsby, med
hvidkalkede huse. Der skulle efter sigende have foregået et slag mellem
Julius Cæsar og rivalen Pompejus.
Álora er en by med 15.000 indbyggere, som ligger ca. 40 km inde i
landet. Det er en charmerende by med små hvidkalkede huse og stejle
trappegader. Det er en god ide at besøge byen på en mandag, hvor byen
har marked på torvet og hvor man kan se kirken La Encarnación fra det
18. årh. På en bakketop over byen, kan man se ruinerne af en gammel
maurisk borg fra 1500-tallet.
Antequera har 40.000 indbyggere og er en smuk historisk by, der i
århundreder har haft stor strategisk betydning. I 1410 erobrede de
kristne byen fra maurerne som havde brugt den til at forsvare Granada.
De kristne byggede senere masser af kirker, klostre og palæer.
Over Antequera kan man opleve den middelalderlige Alcazaba-fæstning, der
blev opført af maurerne i 1300-tallet på romerske fundamenter.
Man kan også opleve Museo Municipal i det store Palacio de Nájera fra
1700-tallet. Her er der en fin arkæologisk samling, hvor man blandt adet
kan se en 2000 år gammel bronzestatue af en romersk dreng. Tæt ved
museet ligger et par af Antequeras mest seværdige kirker, der begge er
bygget i 1500-tallet, Encarnación og San Sebastián.
Antequera er dog mest kendt for sine tre imponerende jættestuer, hvor
den bedst bevarede er Dolmen de Menga, som er fra 2500 f.Kr. De
mennesker som har lavet jættestuen har efterladt sig symbolske
indrisninger på væggene. Den næst største jættestue er Dolmen de Viera,
der stammer fra 2000 f.Kr. Den tredje jættestue er Dolmen de Romeral,
der stammer fra 1800 f.Kr. som måske har været brugt som offersted.
|
|
|
|